Albanien er kendt for at være afslappet omkring religion. Moskeer, ortodokse kirker, katolske katedraler og Bektashi-tekker ligger ofte få gader fra hinanden. Men afslappet sameksistens betyder ikke afslappet dresscode indenfor. Dæk skuldre og knæ, når du besøger religiøse steder, fjern sko, hvor det er angivet i moskeer, og dæmp stemmen. Et let tørklæde i din rygsæk løser de fleste situationer.

Albanien fungerer stadig i vid udstrækning med kontanter. Kort accepteres på hoteller, større restauranter og supermarkedskæder i Tirana, men på pensionater, taxaer, strandbarer, tankstationer og næsten alt i mindre byer forventes lekë i hånden. Der findes hæveautomater i alle byer, men de bliver hurtigt tyndere i bjergene, så fyld op, inden du tager til Theth, Valbona eller landsbyerne i syd.

En ting mere: Priserne angives nogle gange i "gammel lekë", hvilket tilføjer et nul. Hvis en kaffe lyder som om, den koster 1,000, er det næsten helt sikkert 100. De lokale skifter mellem de to systemer uden at tænke sig om, så gå ikke i panik. Bare bekræft.

Kaffe i Albanien er ikke en drik. Det er en social institution. Hvis nogen inviterer dig på en café, inviterer de dig ind i deres dag. Møder, venskaber og familienyheder finder alt sammen sted over en langsom espresso eller tyrkisk kaffe, der kan vare over en time. At acceptere er et tegn på respekt, og ingen forventer, at du forhaster dig.

Det samme gælder raki, den hjemmelavede frugtbrandy, der tilbydes næsten overalt, nogle gange på tidspunkter, der vil overraske dig. Du behøver ikke at drikke den færdig, men at acceptere et lille glas (selv hvis du bare rører det ved dine læber) respekterer gestussen. Hvis du virkelig ikke kan drikke, så afslå varmt og forklar. En helbredsmæssig årsag eller "jeg kører" er altid forståelig.

Albansk (shqip) er ulig noget andet nabosprog, og de lokale ved, at det er svært. Det er netop derfor, at en lille indsats rækker langt. Faleminderit (tak), përshëndetje (hej) og mirë (godt) vil give dig ægte smil. I turistområder er engelsk almindeligt blandt yngre mennesker, og italiensk og græsk tales bredt af ældre generationer. Alligevel ændrer det tonen i samtalen, hvis man starter med bare ét albansk ord.

Hvis du bliver inviteret ind i et hjem (og hvis du tilbringer tid i Albanien, vil du blive det), så hils på den ældste person først. Forvent at blive bespist ud over al fornuft og tilbudt den bedste plads i huset. Gæster har en næsten hellig status i albansk kultur, rodfæstet i århundreder gamle æreskodekser. Den yndefulde bevægelse er at acceptere i det mindste lidt af alt, der tilbydes, komplimentere maden og aldrig ankomme helt tomhændet. Slik, frugt eller noget fra dit hjemland fungerer alt sammen.

Ved solnedgang strømmer hele byer ind på hovedboulevarden for at gå. Dette er xhiroen, aftenturen hvor folk ser og bliver set, indhenter naboerne og lader børnene løbe foran. Det sker overalt fra Shkodra til Korça, og det er en af ​​de bedste gratis kulturelle oplevelser i landet. Se ikke bare på fra en café. Gå den. Langsomt. Det er hele pointen.

Albanien har ikke stramme tidsplaner, og det er et kendetegn. Furgons (minibusser) kører, når de er fulde (selvom det langsomt ændrer sig til det bedre). Frokosten strækker sig. En fætter eller kusine sætter sig ved bordet. Rejsende, der ankommer med stive rejseplaner, kæmper mod landet. Rejsende, der bygger sløvhed, forelsker sig i det.

Et fladt "nej tak" til tilbudt mad, kaffe eller raki kan læses som kulde snarere end høflighed. Hvis du oprigtigt ikke kan acceptere, så mildn det: tak dem varmt, tag et symbolsk beløb, eller forklar kort. Tilbuddet handler sjældent om selve varen. Det handler om forholdet, så behandl det på den måde.

To praktiske ting, som rejsende lærer på den hårde måde. For det første, som ovenfor: kontanter er regler uden for hovedstaden. For det andet kan VVS-installationerne i ældre bygninger, gæstehuse og landdistrikter ofte ikke håndtere toiletpapir. Hvis der er en lille skraldespand ved siden af ​​toilettet, er det det, den er til for. Det føles mærkeligt i en dag og bliver så automatisk.

Dette er den absolut vigtigste ting på denne liste. I Albanien betyder det traditionelt ja at ryste på hovedet fra side til side, og at nikke op og ned betyder nej. Det er det modsatte af, hvad de fleste besøgende forventer, og det skaber virkelig forvirrende øjeblikke. Du spørger, om bussen kører til Berat, chaufføren "ryster på hovedet nej", og du går væk fra den rigtige bus.

Yngre albanere, der har med turister at gøre, skifter ofte til den internationale version, hvilket gør tingene endnu mere uklare. Løsningen: bekræft verbalt. Po betyder ja. Jo betyder nej. Når du er i tvivl, så spørg igen med ord.

Albanske veje er forbedret dramatisk, men kørekulturen er aggressiv: forvent overhalinger i sving, uanmeldte stop og husdyr med forkørselsret i bjergene. Kør defensivt, undgå bjergveje efter mørkets frembrud, og stol ikke på, at tankstationer har åbent sent i fjerntliggende områder. Hvis det lyder stressende, kan furgoner og busser nå næsten overalt billigt.

Albanere vil med glæde diskutere alle tre, på deres egne præmisser. Kosovo er et dybt følelsesladet emne, kommunisttiden under Enver Hoxha efterlod ar i mands erindring, og den nordlige tradition med blodfejder bliver ofte sensationaliseret af udenlandske medier på måder, som de lokale finder trættende. Lyt mere end du spekulerer, spring de intense spørgsmål over, og lad dine værter lede. Nysgerrige, respektfulde spørgsmål er velkomne. Afslappede vittigheder er ikke.

I modsætning til nogle nabolande har Albanien ikke en stærk pruttekultur. Priserne i butikker, restauranter og på de fleste markeder er, som de er, og aggressiv forhandling om små beløb virker respektløst, især i betragtning af hvor rimeligt prissat de fleste ting allerede er. For længere taxature eller ophold på flere nætter i et gæstehus er det normalt at blive høfligt enige om en pris på forhånd. At presse nogen ned er ikke.

Albanere er generelt positive omkring billeder, især i turistområder, men at rette et kamera mod ældre landsbyboere, markedssælgere eller nogen i traditionel dragt uden at spørge, er upassende nogen steder. Her, hvor gæstfrihed er personlig, svier det mere. Et smil og en gestus mod dit kamera er normalt alt, hvad der skal til, og det ender ofte med en samtale.